Æggefoder, min enkle opskrift

Det er en rigtig god idé at tilbyde æggefoder som tilskud, men ikke alle nymfer gider det industrielt fremstillede. Alle mine fugle elsker det æggefoder jeg fremstiller selv fra bunden - og det er let at lave

Industrielt fremstillet æggefoder dufter hvinende sødt. Det er baseret på ingrediensen “bisquit”, som – lad os være ærlige – er kage. Ingen af mine nymfer gider det. Derfor laver jeg selv æggefoder fra bunden, og det er super enkelt.

Til en portion skal du bruge:

 

1 hårdkogt æg, kogt 15 minutter i usaltet vand

1,5 dl hvederasp

Mos ægget INKLUSIVE skallen. Mix grundigt med rasp.

Grundmixet kan holde 3-4 døgn i køleskab i en tæt lukket bøtte.

 

Når du skal fodre

 

1 spsk grundmix

1 spsk rå, revet gulerød eller samme mængde skrællet, revet rå pastinak eller rå persillerod.

Mængden passer til to fugles dagsbehov, når de fælder.

 

Ynglende fugle

Her gælder tommelfingeren “ad libitum”. Den mængde de skal bruge afhænger helt af antal unger, så bare læs på, og hold øje med, at parret ikke løber tør. Hellere smide æggefoder ud tidligt om morgenen.

Servering

Æggefoder skal IKKE blandes med andet. Det serveres altid i en separat skål.

 

Vibeke Winther/Viden om nymfeparakitter