Fældetid hvornår og hvor tit
FØRSTE FÆLD
Nymfer går i fæld første gang, når de er omkring 5-6 mdr. gamle. De skifter samtlige fjer på hele kroppen og skifter samtidig deres baby-fjerdragt ud med voksen-fjer.
For ensfarvede grå eller isabel hunners vedkommende betyder dette, at de får den sammen fjerdragt – dog med den forskel, at kønspletterne på de sekundære svingfjers underside forsvinder. Er hunnen perlet, kan hun fra fæld til fæld få en andel mørke perler, for så at få lyse perler igen efter NÆSTE fældning. En perlet han vil som udgangspunkt få mørke perler og beholde disse resten af livet. Samtidig mister han striberne i halen og er han perlet, vil de lyse halefjer blive afløst af ensfarvede mørke grå eller isabel. Hunner beholder et mørkt ansigt, hanner får en lys maske, enten gul eller hvid. Første fæld er typisk overstået omkring 1 års alderen.
Er hannen BÅDE broget og perlet, vil han kunne beholde en del lyse perler i adskillige år og langsomt udfarve dem. Jeg har en perlet broget han fra 2013, som stadig har en anelse lyse perler. Han hedder Bette og på billedet her, er han 3 år gammel og har stadig mange lyse perler
HVORNÅR FÆLDER NYMFER OG RISIKO VED VOLDSOMT FÆLD
Nymfer fælder løbende beskadigede fjer og de går i fæld, hvor samtlige fjer på hele kroppen fældes, ca 1 x om året. Under fældning kan det ske, at en nymfe fælder så mange hale- eller svingfjer, at den i en periode er ude af stand til at flyve. Sker dette, er det selvfølgelig vigtigt, at fuglen IKKE bliver tvunget til at forsøge at flyve, da der er stor risiko for, at fuglen kommer til skade. Det er ikke farligt for den, ikke at flyve ret godt i en kort periode. Typisk vil de nye hale- og svingfjer være godt på vej i løbet af ca. 4-6 uger
KOST UNDER FÆLDNING
Giv fuglen dens normale kost, men suppler med dagligt æggefoder i en separat skål – min super enkle opskrift ligger i filerne. Gå samtidig langt udenom oxalsyreholdig grønt, der hæmmer fuglens evne til at optage kalk og giv masser af kalkholdig grønt. Der er lister med begge dele i filerne.
HVORDAN SER NYE FJER UD?
Nye fjer ligner “pindsvinepigge”, de er dækket af et tyndt keratin-rør, der smuldrer og falder af fra spidsen og nedefter, efterhånden som fjeren er klar til at åbne. Mens fjeren udvikler sig, har den både nerver og en blodforsyning -vær derfor obs på, at en sådan blodfjer, der beskadiges skal fjernes. Jeg har skrevet mere uddybendeom blodfjer, artiklen finder du i filerne.
På billedet her ses en unge, der er helt dækket af sine første fjer, før de åbner – så du tydeligt kan se, hvordan nye fjer – “fjerpenne” ser ud, før de åbner. På ungen er svingfjerene og de yderste halespidser begyndt at åbne sig.