Hakkeorden - almindelig nymfeadfærd
Der er hakkeorden i selv den mindste nymfeflok, selv når du kun har to fugle. Typisk vil den stærkeste være meget bestemmende og koste rundt med den svageste. I nymfepar er det således ALTID hannen der er den der bestemmer.
Har man to af samme køn, vil den stærkeste være hannen og den svageste have rollen som hun, uanset om man har to hanner eller to hunner, og det vil give situationer hvor den svageste bliver sat på plads og også situationer hvor den svageste vil brokke sig og prøve at svare igen. Ved to af samme køn, kan den stærkeste sågar finde på at hoppe op på ryggen og “parre” den svageste for at vise dominans.
Skæld ud og ‘næbfægten’ med åbent næb, små nap i fødder og vingekanter er helt dagligdags og livslange elementer i alle nymfeparakitters sociale liv, som vi mennesker skal blande os helt udenom.
Vi bør først blande os hvis en fugl bliver bidt så det bløder, får revet fjer ud i en grad så den har bare pletter, eller konstant bliver jaget væk fra mad og vand.
I sådanne tilfælde bør den fugl der bliver jagtet rundt med fjernes fra det fælles bur.
Denne type problemer kan opstå, hvis man har sammensat et par som ikke kan lide hinanden, eller det vil ske i flokke med ulige antal af blandet køn – fx hvis man har to hanner og får en hun.
Den ene han vil typisk danne par med hunnen og parret vil derefter rotte sig sammen om at jagte den enlige han væk.
Man kan være heldig det kan gå med to hunner og en han – hvor begge hunner kan finde på at hjælpe hinanden med både at lægge æg og ruge sammen med hannen – men det er en heldig undtagelse, da par ofte også vil jage en enlig hun væk.
Typisk vil nymfer gå bedst i lige antal. Enten i han-hun par, eller i flokke af samme køn. Har du ulige antal, lykkes dette bedst i en flok med samme køn.
Tekst: Vibeke Winther/Viden om nymfeparakitter