Hvilke vitaminer er der i det grønne
Ofte, når jeg står og snitter grønt til fuglene, har jeg spekuleret på, hvilke vitaminer der er i de enkelte ting og hvordan jeg kan sammensætte det, så fuglene får et så bredt spektrum af naturlige vitaminer som muligt.
Jeg har gennem årene opbygget en viden om hvad der indeholder hvad, men har endnu ikke lavet en liste med noget af det mest gængse grønt og hvad det indeholder. det bliver der rettet op på nu.
Lad mig starte med en lille remse jeg lærte, da jeg i sin tid uddannede mig indenfor sundhedssektoren: KED A.
Vitaminerne K, E, D og A er specielle idet de er fedtopløselige. Dvs. at for at få gavn af dem, skal de indtages sammen med noget fedt. Jeg løser dette problem ved at tilbyde hårdkogt, hakket æg (kogt 15 min i usaltet vand) eller æggefoder, eller lidt stribede solsikkekerner sammen med grønt, der indeholder netop disse vitaminer.
Lad os starte med den lille remse
VITAMIN K:
ALLE forskellige typer fuglesikre kål, fx grønkål, spidskål, savoykål, hvidkål, blomkål, broccoli, lucerne og spinat
Spidskål er en god kilde til vitamin K
VITAMIN E:
grønkål, spinat, brøndkarse, feldsalat
Brøndkarse er en god kilde til vitamin A, C og E
VITAMIN D:
dette vitamin får fuglene ikke umiddelbart gennem kosten andet end via hårdkogt æg/æggefoder, som jo i sig selv indeholder fedt i æggeblommerne
VITAMIN A:
gulerodstoppe, majroetoppe, grønkål, spinat, brøndkarse, bladbede, ruccola, mælkebøtteblade, cikorie
Bladbede er en god kilde til vitamin A, C, jern og kalium
VITAMIN C:
majroetoppe, grønkål, ruccola, brøndkarse, spinat, bladbede, hvidkål, rødbedetoppe, kålrabi, feldsalat
Spinat er en god kilde til vitamin A, C,E, K og kalium. Vær obs på indhold af oxalsyre og giv det IKKE til ynglende fugle der lægger æg og har unger
KALIUM:
mælkebøtteblade, spinat, bladbede, grønkål, majroetoppe, rå ærter
Grønkål er en god kilde til både vitamin A, C,E, kalium, jern, kalk. En super grøntsag MEN den har også oxalsyre og bør derfor IKKE gives til ynglende fugle der lægger æg og har små unger, da oxalsyre hæmmer optag af kalk
JERN:
rødbedetoppe, grønkål, bladbede, feldsalat
Feldsalat er en god kilde til vitamin C, E og jern
KALK:
grønkål, ruccola, rå ærter, majroetoppe
Rå ærter er en god kilde til kalk og kalium
VÆR OBS PÅ OXALSYRE:
Både grønkål og spinat er super sunde MEN….de indeholder oxalsyre, som hæmmer optaget af kalk og bør derfor ikke gives til hunner, der er i gang med at lægge æg og heller ikke til ynglepar med små unger, da disse skal bruge ekstra kalk til både at hæve hunnenes kalkindhold i krop og skelet, samt ekstra kalk til at ungerne kan danne sunde skeletter.
OBS OM RØDBEDETOPPE:
Rødbeder indeholder enzymer som nymfer ikke kan fordøje, derfor skal rå rødbede altid koges mør i usaltet vand, afkøles, skrælles og rives groft inden servering. Rødbedetoppe KAN muligvis indeholde lidt af disse enzymer, så nøjes med at tilbyde små mængder som en sjælden snack.
OBS OM MÆLKEBØTTEBLADE:
Mælkebøtter er hård kost for nymfemaver. Undgå helt rod-dele og de mælkefyldte stængler. Du må godt give lidt udsprungne blomsterhoveder, men det bedste er selve bladene. Ligesom med rødbedetoppe er det en god idé at begrænse mængden.
OBS OM BLADBEDE
Der er lange fibre i stænglerne, så snit dem fint, i ca. 3 mm tykke skiver.
OBS OM ÆRTER
Disse kan enten gives rå, pillet ud af friske bælge eller fra frost. De skal blot optøes og IKKE tilberedes på nogen måde. Ærter fra dåse er smækfulde af konserveringsmidler og salt og dermed IKKE fugleegnede.