Hvor intelligent er min nymfeparakit?
Selvfølgelig er der forskel på hvor nysgerrige, modige og selvsikre vores nymfeparakitter er. De har vidt forskellige personligheder præcis som os mennesker. Behandler du to nymfe-unger 100% ens med samme mængde omsorg kan det sagtens være den ene er en total nussegøje, mens den anden godt vil sidde hos dig og blive beundret men ikke gider at det der kysse-nusse-noget. Ikke fordi den er mindre tam, men fordi den har en lidt mere reserveret personlighed. På samme måde er det med intelligensen. Nogen nymfeparakitter lærer lynhurtigt nye tricks, har et arsenal af forskellige lyde og melodistumper og laver en masse narrestreger, mens andre virker knap så kloge.
Det kan selvfølgelig blot være et udtryk for at fuglene er lige så forskellige som os mennesker, men lav intelligens hænger ofte sammen med indavl, herunder LUTINO SYNDROMET, som jeg har beskrevet i en tidligere artikel (se filer).
DEN LILLE KLØGTIGE CHARMETROLD
Ligesom alle andre i papegøje familien, har nymfeparakitter en fantastisk tilpasningsevne og sociale færdigheder som gør den til en af de mest elskede kælefugle. Den er legesyg og nysgerrig og med sin lille top, et træk den har til fælles med sin store fætter kakaduen, kommunikerer den på overbevisende måde overraskelse, interesse eller vrede. Hånd-trænede nymfeparakitter er meget hengivne og kærlige og en nymfe vil ofte være glad for at ride rundt på sit menneskes skulder hele dagen. Specielt for pyntesyge piger gælder det om at passe på, for i lighed med visse kragefugle er nymfeparakitter fascinerede af fx glitrende øreringe og kloge nok til at fjerne dem!
Nymfeparakitter har en intelligens som ca. svarer til et 2,5 – 3 års barn