Hvorfor gaber min nymfe

Nymfeparakitter gaber og strækker sig når de vågner, præcis som mennesker, men ind imellem kan du se din fugl gabe højt igen og igen og måske virrer den også lidt med hovedet. Det kan have flere årsager

Nymfeparakitter gaber og strækker sig når de vågner, præcis som mennesker, men ind imellem kan du se din fugl gabe højt igen og igen og måske virrer den også lidt med hovedet.

 

Det kan have flere forskellige årsager:

Rester fra støvfjer: Nymfeparakitter har nogen små, sprøde dun kaldet støvfjer. De smuldrer og bliver til støv når fuglen pudser sig og støvet fordeler sig på fuglens fjerdragt og krop – og drysser også overalt hvor fuglen opholder sig. Når fuglen har pudset sig kan den få støv i næsen som den prøver at slippe af med ved at gabe og virre med hovedet.

Propper i ørerne: Nymfeparakitter har ørehuller placeret på kinderne under øjnene. De ses tydeligt på små unger. Der kan opstå undertryk i ørerne ‘propper i ørerne’ og fuglen vil så forsøge at udligne trykket og slippe af med ‘propperne’ ved at gabe højt og inderligt.

Foderrester i næbbet: Nymfeparakitter bruger deres tunge som en finger og de har en skarp kant på undernæbbet og skarpe riller i overnæbbet. Når en nymfe sidder og ‘knaser næb’ er det næb-pleje, hvor den gnubber undernæbbet mod rillerne i overnæbbet. Når en frøspisende nymfeparakit sidder og knækker frøskaller kan det ske at et lille stykke frøskal kiler sig fast i rillerne i overnæbbet. Det vil fuglen forsøge at slippe af med ved at gabe, virre med hovedet og evt sidde og kradse med foden i sit åbne næb.

 

Du kan hjælpe din fugl, hvis den ikke hurtigt selv får det løsnet, ved at tilbyde en tyk skive agurk den kan bide i og på den måde få løsnet skaldelen. Skulle dette ikke hjælpe, er det vigtigt du ikke selv begiver dig ud i at tvinge fuglens næb op og rode rundt med fingrene eller en vatpind for at hjælpe den, da du både kan komme til at skade fuglen, og selv komme til skade, fordi fuglen bliver stresset og bider dig.

 

En nymfeparakit vil – uanset hvor sød og tam den er – forsvare sig og bide meget hårdt hvis den føler sig presset og fastholdt. Bliver fuglen ved at gabe og kradse ved næbbet i længere tid – mere end 30 minutter – er det en bedre idé at kontakte en fuglekyndig dyrlæge og evt. få næbbet undersøgt og skyllet rent/renset.

 

Du finder en liste med fuglekyndige dyrlæger fra hele Danmark i filerne i min Facebook gruppe