Hvornår begynder nymfehanner at synge og tale?

Er det svært, at lære en nymfehan at synge og kan den lære ord?

Hvornår begynder en han at synge – og tale?

 

Nymfe hanner begynder typisk at finde stemmen, når de er omkring 4 måneder gamle og de synger og pludrer lystigt fra omkring 5-6 måneders alderen. 

 

Det er ikke svært,at lære en nymfe at synge – der ligger et hav af træningsvideoer på YouTube, til gengæld er det ikke let at få en nymfe han til at sige ord. For at have held med dette projekt, kræver det både, at du starter helt fra fuglen er en baby og at du stædigt bliver ved med at gentage i det uendelige i rigtig lang tid. Det kan sagtens tage et år – eller mere – at få en nymfe han til at gentage et ord, der kan høres tydeligt. Som oftest vil den i stedet “synge” ordene

 

En af mine hanner gik som lille sammen med en voksen han, som jeg havde i pleje i et års tid. Den voksne han kunne sige “peek a boo” og “Diu diu” og  gjorde det i det uendelige. Dette har medført, at min han – der i mellemtiden er blevet en ung, voksen nymfe – også har lært at sige “peek a boo” og “diu diu”. Dette putter ham i kategorien virkelig dygtig, da nymfer typisk ikke vil være i stand til at opfange mere end maksimalt 4-5 ord.

 

Er fuglen allerede voksen, kan den godt lære nye melodier, men ord er en helt anden snak – det er ekstremt svært for en fuldvoksen han at opfange og udtale ord. 

 

Hvorfor stopper min han med at synge ?

 

Der kan være adskillige årsager til dette, så det gælder om at gennemskue årsagen. I den alvorlige ende kan dette skyldes sygdom. Nymfer bliver ikke hæse af at synge og snakke “for meget” ligesom vi mennesker, i stedet kan en pludselig og, på andre måder uforklarlig, tavshed skyldes ubehag på grund af en infektion med bakterier eller svamp og i så fald er et besøg hos en fuglekyndig dyrlæge nødvendigt, så fuglen kan få den rette behandling hurtigt. 

 

I den mere fredelige ende skyldes manglende lyst til at synge faktorer som stress – fx hvis fuglen ikke får ro til at sove uforstyrret. En nymfe i søvnunderskud vil i stedet typisk skrige højt og skingert. Husk altid, at nymfer som minimum har brug for 12 timers uforstyrret søvn i mørke pr. døgn – og de bliver forstyrret af lys fra tv og pc, så dæk buret til. Sørg gerne for 14 timers sammenhængende, uforstyrret ro i mørke pr. døgnet.

 

En sangglad nymfe, der lever i en flok af fugle og som, uden anden sundhedsmæssig grund bliver tavs, vil typisk være gledet nederst i hierarkiet. Det samme ses, hvis du har to hanner sammen. Her vil det ofte kun være den stærkeste, som synger, og den svage opfører sig som “pige” i deres samliv og undlader at synge. Dette især, hvis den anden  han er meget dominerende og hopper op på ryggen af den underdanige, for at markere sin dominans. Lever de to hanner derimod mere jævnbyrdigt og ser de hinanden som gode venner, vil begge sagtens have lyst til at synge, eller snakke. Ofte istemmer de samme melodi, og synger glad til og for hinanden.

 

NYMFEVIDEN  VIDEN OM NYMFEPARAKITTER Skrevet af Vibeke Winther 16. marts 2025