Kalk er ikke bare kalk
KALK ER VEL KALK?
Kalktilskud er vigtigt for nymferne. Det hjælper med at holde fuglen sund og rask, men er det vigtigt hvilken type man vælger?
Jeg er flere gange stødt på frasen “kalk er vel kalk”? Dette har jeg både oplevet, når jeg selv har været ude og shoppe efter kalkblokke til mine fugle og jeg har hørt fra flere, der har haft præcis den samme oplevelse, men nej – kalk er IKKE bare kalk.
Sepiaskaller
Denne type kalk stammer fra sepiablæksprutter – det er dyrets ryg panser, som ofte sælges med en blød metalholder, lige til at klikke fast inde i buret. Overordnet set, er der intet i vejen for at give denne type kalk…men det er min erfaring, at nymfer ofte ikke gider dem og ender med blot at bruge skallen som en ekstra siddemulighed, så rådet herfra – baseret på mange nymfer gennem +35 år er, lad være med at købe dem.
Kalk med jod
Røde jod kalkblokke lyder umiddelbart som en smart idé, da jod styrker skjoldbruskkirtlens evne til at danne stofskiftehormoner, men det er vigtigt du læser det med småt på pakken, for ofte vil producenterne tage en helt almindelig kalkblok og tilsætte lidt rød farve for derefter at kalde blokken “med jod” – så vær opmærksom på, at der rent faktisk ER jod i. En anden mulighed er at sørge for et jodtilskud via kosten. Der er jod i både rå grønkål og rå broccoli
Kalkblokke
Det er vigtigt at supplere fuglenes kost med en kalkblok, men det er VIGTIGT at kalkblokken er lavet specifikt til fugle. Kalk til gnavere er IKKE det samme som kalkblokke til fugle. Jeg sad for nyligt og sammenlignede indhold i en kalkblok til gnavere og en til fugle – vel at mærke fra SAMME producent.
Blokken til gnavere indeholdt 23,6-27,9% rent calcium. Blokken til fugle indeholdt 36,3-40,8% rent calcium
Blokken til gnavere indeholdt ingen fosfor, mens den til fugle har fosfor. Fosfor er en vigtig byggesten til skelettet, så det er et vigtigt sporstof til fuglene – især mens de fælder, da der skal bruges store mængder kalk og sporstoffer til dannelsen af de nye fjer. Ynglende fugle har også brug for tilskud, da der skal bruges store mængder calcium for at danne æggeskaller. Kalkblokken til gnavere indeholdt ingen natrium, hvilket den til fugle gør. Natrium opretholder balance i kropsvæskerne og er vigtig for både muskler og nerver.
Derfor er konklusionen, at en kalkblok til gnavere IKKE kan bruges til fugle.
Hvilken type bruger jeg selv?
Jeg køber æsker med to små kalk hjerter fra enten LoloPets eller Vitapol. De kan både lide dem, der er naturel, og dem med tilsat frugt – og mine fugle gnaver dem med stor fornøjelse. De fås typisk online.
Vibeke Winther/VIDEN OM NYMFEPARAKITTER 9. marts 2024