Læggesyge og tegn på akut kalkmangel
LÆGGESYGE OG TEGN PÅ AKUT KALKMANGEL SOM FØLGE AF LÆGGESYGE
Nymfehunner kan få en lidelse, der populært kaldes læggesyge. En hun, der bliver ramt af lidelsen har en hormon-ubalance, så hun ikke stopper med at lægge æg, når hun har lavet et kuld. Et kuld er typisk 3-8 æg. Kommer der mere end 10 og fortsætter hun uden pause, er det vigtigt at få hunnen til dyrlæge.
Ofte består behandlingen i at lægge en p-stav, der normaliserer hormonerne og som virker i 6 mdr. Samtidig er det vigtigt at behandle den opståede kalkmangel.
Nymfehunner, der mangler kalk, vil afkalke skeletter for at danne æggeskaller og de skal have kalken erstattet godt og grundigt via kosten.
Her er det værd at huske på, at oxalsyreholdigt grønt hæmmer optaget af kalk. Det drejer sig især om persille og spinat, som derfor ikke bør gives til æglæggende fugle og fugle med helt små unger og altså heller ikke til en hun, der er i behandling for læggesyge.
Du kan se flere eksempler på OXALYREHOLDIGT GRØNT samt GODE KALKKILDER i gruppens filer, lige som der er en fil, hvor jeg har beskrevet alle de vitaminer og mineraler, du finder i forskellige typer grønt.
Æggefoder er en rigtig god kilde til både kalk, protein og sunde fedtsyrer. Jeg har delt min enkle opskrift i filerne. Gives æggefoder i forbindelse med behandling af læggesyge, er det en god idé at komme ekstra æggeskaller i. Bare husk æg, der koges til æggefoder – og æggeskaller, der benyttes ekstra, skal koges i usaltet vand.
TEGN PÅ AKUT KALKMANGEL
Umiddelbart viser en fugl med akut kalkmangel samme symptomer, som havde den fået et slagtilfælde. Den har neurologiske vanskeligheder. Problemer med balance og koordination og virker ekstremt fumle/tumlet og den vil være dvask/fortumlet.
En fuglekyndig dyrlæge bør straks konsulteres enten det er disse symptomer som viser sig, eller læggesyge og behandlingen består i at give medicin. Det vil typisk være et pulver, som skal mixes i maden eller opløses i vand.
Umiddelbart vil jeg anbefale det blandes i en lille smule af fuglens yndlingsmad, evt kan det gives med lidt opblødt grovtoast som fuglen blidt hjælpes med at spise. Laves en flydende væske risikerer du nemlig at fuglen får medikamentet i den gale hals/i lungerne.
Tag altid en grundig snak med dyrlægen om, hvilken metode vedkommende anbefaler som mest sikker for den enkelte fugl. Der er stor forskel på hvor medgørlig fugle er, når de er syge og stor forskel på, hvor ramte på appetitten.
FORFATTER: Vibeke Winther/VIDEN OM NYMFEPARAKITTER