Nødhjælpskasse til nymfer ved sygdom og småskader

Der er et par ting, det altid er en god idé at have på lager, hvis uheldet er ude og din nymfe bliver syg eller kommer lettere til skade

NØDHJÆLPSKASSE TIL NYMFER VED SYGDOM OG SMÅSKADER

Der er et par ting, det altid er en god idé at have på lager, hvis uheldet er ude og din nymfe bliver syg. Det er selvfølgelig i første omgang ALTID en god idé at kontakte en fuglekyndig dyrlæge, for når en nymfe viser sygdomstegn, er det alvorligt. Nymfer er flugt- og byttedyr, og de vil derfor ihærdigt forsøge IKKE at vise svaghedstegn.
Der er en liste over fuglekyndige dyrlæger fra hele Danmark i min Facebook gruppes filer, kontakt mig for at blive guidet derhen. Listen er inddelt i landsdele, og flere adresser i tråden under filen.
Her en liste over ting, det er en god idé altid at have hjemme:

BLÅ BIRKES
Blå birkes har en mildt smertelindrende effekt, og gives fx drysset ud over en lille skefuld æggefoder, eller mix det med lidt hirsefrø du har nulret af en hirsekolbe. Jeg plejer at tage 1/2 tsk. blå birkes og 2 tsk. gul eller rød hirsefrø og giver det på en underkop i bunden af buret. Er fuglen håndtam, serverer jeg i min håndflade.
Blå birkes kan anvendes ved mindre skader, fx hvis din fugl har slået sig i forbindelse med natteangst, eller er fløjet mod vindue/væg og er sluppet med hudafskrabninger på vingekanter og på huden over næbbet. Du kan også bruge blå birkes ved mindre skrammer, hvis du har to kønsmodne hanner, som er røget i totterne på hinanden.

VARMELAMPE
Jeg har en varmelampe liggende, som jeg kan sætte op ved behov – dog altid i samråd med en fuglekyndig dyrlæge! Nymfer er ikke tropiske fugle, deres kropstemperatur ligger naturligt på ca. +41 C, så de overopheder nemt, hvis en varmelampe bruges forkert.

PSITTACUS GENERAL RECOVERY FODERSUPPLEMENT
Dette er et tilskudsfoder, som fås via dyrlægen. Det bringes i anvendelse i forbindelse med mere gennemgribende sygdom, fx hvis fuglen er blevet forgiftet af at have gnavet i en giftig potteplante, eller er blevet inficeret med encellede flagellater via fx en grankvist fra skoven. Produktet er let fordøjeligt, tilberedes med lunkent vand og indgives med fodersprøjte. VIGTIGT det indeholder MEGET sukker, så må IKKE bruges ved svampeinfektion.

SMÅ VATKUGLER ELLER VATPINDE
Disse anvendes typisk af fodterapeuter til at stoppe småblødninger, og de egner sig derfor fortrinligt til at standse småblødninger, som opstår i forbindelse med små sår/hudafskrabninger og evt. småblødninger efter tab af en blodfjer. Du kan selvfølgelig bruge vatpinde i stedet.

PINCET
En pincet med en flad spids er et absolut must i din fugls nødhjælpskasse. Nymfer i alle aldre kan beskadige en blodfjer (nye, endnu sammenrullede fjer har både nerver og blodkar). Man må ALDRIG lade en stump blodfjer blive siddende, nymfen vil drypvis forbløde ud af det knækkede rør. Det er derfor vigtigt at have en pincet, så stumpen kan blive fjernet

SÅRSPRAY
Der findes desinficerende sårspray til dyr, som indeholder uskadelige bitterstoffer. Den kan til en vis grad forhindre din fugl i at blive ved med at pille i et sår, da det smager og lugter grimt…men anvend ALDRIG denne type middel uden først at have konsulteret en fuglekyndig dyrlæge. Små hudafskrabninger kan evt. få et lille spray, men større skrammer og sår skal ALTID tilses, og have en korrekt bandage. Fuglen skal evt. have en krave på for at forhindre den i at pille i såret.

 

Skrevet af  Vibeke Winther/VIDEN OM NYMFEPARAKITTER
3. OKTOBER 2022