Te - er det en god idé til nymfer?

Jeg har set flere kilder, som vender tommelfingeren opad i forhold til at tilbyde nymferne kold, usødet te. Idéen er opstået ud fra en betragtning om, at fugle i naturen ofte drikker en form for naturlig "te", når de slukker tørsten i et vandhul, hvor blade og grene har afgivet te-lignende stoffer til vandet.

TE TIL NYMFER – ER DET EN GOD IDÉ ELLER EJ?

Jeg har set flere kilder, som vender tommelfingeren opad i forhold til at tilbyde nymferne kold, usødet te. Idéen er opstået ud fra en betragtning om, at fugle i naturen ofte drikker en form for naturlig “te”, når de slukker tørsten i et vandhul, hvor blade og grene har afgivet te-lignende stoffer til vandet.
ER TE EN GOD IDÉ?
Inden du kaster dig ud i at brygge te til din(e) fugl(e) skal du dog tænke dig grundigt om. Der er koffein i mange typer te. Dette opkvikkende stof er giftigt for fugle og det er derfor aldrig en god idé at tilbyde, uanset hvilke andre, gode egenskaber teen ellers måtte indeholde.
Egentlig kunne min artikel stoppe her – men jeg har besluttet at gå mere i dybden med dette interessante emne og belyse for- og imod nærmere.


Foto fra Pinterest
DET DER TALER IMOD
På negativ-siden finder du, ud over indholdet af koffein også indholdet af garvesyre, som ikke har nogen ernæringsmæssig værdi for fuglene. Koffeinfri te er ofte af-koffeineret ved hjælp af kemi. For at være fuglesikker te, skal det fremgå af emballagen, at koffeinen er fjernet ved “naturlige processer”.
Urte-teer og frugt-teer, er typisk baseret på både te, og på de planter som fremgår af pakken. Her er det vigtigt at have kendskab til, om de planter og urter teen er lavet af, i det hele taget er fuglesikre. Desuden er det ikke lige meget hvilken type te, urte-teen indeholder. Det vender jeg tilbage til senere. Te, som markedsføres som opkvikkende og beroligende, har i øvrigt en lignende effekt på fuglen.
DET DER TALER FOR
Flere kilder omtaler, hvordan diverse mineraler og sporestoffer i teen vil berige fuglenes kost. Jeg har således set forslag om fx at koge pasta, havregrød og quinoa til fuglene i fuglesikker, koffeinfri urtete, for at få de gavnlige stoffer ind i fuglenes kost. Andre kilder nævner, at man kan pille fuglesikre emner ud af frugt-te, fx tørrede rosenknopper, og mixe dem i fuglenes frømix, som en ekstra berigelse.
HVILKE TYPER TE KAN DU SÅ ANVENDE…IKKE MANGE
Sort te indeholder meget koffein og er IKKE fuglesikker
Hvid te, indeholder rigtig meget koffein og er IKKE fuglesikker
Grøn te, kan indeholde koffein og er derfor IKKE fuglesikker
Koffeinfri te, er – hvis koffeinen er fjernet med kemi, IKKE fuglesikker

Grøn, koffeinfri te, hvor koffeinen er fjernet naturligt, KAN tilbydes i meget små mængder.

EN TYND KOP TE
Vælger du at prøve at give din fugl grøn, koffeinfri te, så HUSK den skal være meget tynd. Bryg en kop te og fortynd den, så du ender med 1/4 færdigbrygget te og 3/4 vand.
Te serveres lunken eller kold

DET STORE SPØRGSMÅL
Ville jeg selv servere te til MINE fugle? Svaret er et rungende NEJ. Så længe der overvejende set er langt flere ulemper end fordele, vil jeg hverken selv lave tynd te til mine fugle eller på nogen måde anbefale andre at gøre det.

VIBEKE WINTHER/Viden om nymfeparakitter 4. januar 2023